At kunne måle sin kondition er vigtigt, hvis man gerne vil vide, hvorledes man kan forbedre sin ydeevne i forbindelse med sportslige aktiviteter. Konditionen er nemlig et udtryk for, hvordan din krop bearbejder den mængde ilt, den får tilført. Hvordan du kan måle din egen kondition, vil vi herunder gerne gøre dig klogere på.
Mange verdenskendte sportsatleter udfører ofte mange forskellige tests for at måle deres kondition. Dette har de naturligvis brug for at vide, når de skal lave nye træningsprogrammer, der kan forbedre deres ydeevne. Dette gælder dog ikke kun sportsatleter, men også alle os andre der er vilde med sport og motion. Du kan altså også sagtens måle din kondition og bruge dette resultat for at give dine træningsprogrammer et boost, hvad enten du er svømmer, løber eller noget helt tredje.
Mål dit kondital ved hjælp af en cooper test
For at regne ud hvor god din kondition er, er du nødt til at foretage en test og derefter omdanne resultatet til et kondital. Dit kondital er nemlig et udtryk for, hvor meget ilt du kan optage og omsætte til energi pr. kilo kropsvægt.
Konditallet spiller derfor en stor rolle i forhold til, hvor stor din ydeevne er, når du udfører hårdt fysisk arbejde. Jo højere dit kondital er, desto bedre kan din krop omsætte den optagede ilt til brugbar energi.
Når du skal udføre en test, der kan vise dig dit kondital, kan du med fordel tage et kig på den såkaldte cooper test. Denne test bliver i høj grad anvendt af idrætsforeninger grundet dens nemme og simple udførelse. Når du skal udføre en cooper test, så er det i første omgang vigtigt, at du har en løbebane uden store terrænforskelle. Dernæst er det vigtigt, at du får varmet din krop godt op ved let motion inden testen påbegyndes.
Testen varer i alt 12 minutter, og det gælder for dig om at løbe så langt, du kan på de 12 minutter. Når du har gjort dette, gælder det om at måle afstanden op og sætte denne data ind i et computerprogram, der kan måle dit kondital.
Hvad kan jeg bruge resultaterne fra min cooper test til?
Når du har udregnet dit kondital, kan du tage et kig på de mange skemaer, der findes på diverse sport- og motionshjemmesider. Her kan du få en idé om, hvor god din kondition er, og dermed hvorledes du kan forbedre denne.