Hjælpemidler til folk med gigt

gigt

Gigt kan besværliggøre en lang række af hverdagens gøremål betragteligt, og det kan virke uoverkommeligt at håndtere selv små opgaver. Der er dog visse hjælpemidler, som kan hjælpe dig i dagligdagen. Hjælpemidlerne kan aflaste dine led og medvirke til, at du bruger dine kræfter fornuftigt og korrekt.

Selvom mange fravælger hjælpemidler, fordi de synes, at hjælpemidler signalerer sygdom og handicap, så kan det kun anbefales at komme i gang med at bruge de hjælpemidler, der er. Du drømmer ikke om, hvor meget det vil kunne aflaste dig i en hverdag fyldt med gøremål.

Hjælpemidler til hænderne

Det kan være stærkt invaliderende at lide af gigt i fingre, hænder og arme. Her er du udfordret i alt lige fra arbejde til huslige opgaver. Små hjælpemidler vil dog kunne afhjælpe nogle af problemerne. Har du for eksempel svært ved at få strømper på, kan du bruge en strømpepåtager, så strømpen glider nemt på foden. Har du problemer med at lukke knapper, kan du anvende en knappekrog. Har du udfordringer med smidighed og styrke i hænderne, kan du bruge særlige knive med vinklet greb, som sikrer dig et stabilt greb, og at dine led bliver aflastet.

Alle disse er smarte hjælpemidler til gigtplagede hænder.

Hjælpemidler, der bæres på kroppen

Der findes også nogle hjælpemidler, som du påfører dig selv som en slags fast hjælpende følgesvend. Det er for eksempel ortopædisk fodtøj og fodindlæg, støttestrømper og hånd- og knæbandage. Alle disse kan give dig en følelse af mere stabilitet og styrke i dagligdagen.

Søg om hjælpemidler

Du kan søge din kommune om at modtage hjælpemidler – men faktisk kan du også søge kommunen om både boligindretning og forbrugsgoder. Boligindretning betyder i denne henseende en ændring af din bolig, så den bliver mere egnet til dig. Det kan være at sætte et gelænder op, installere greb i badet eller fjerne dørtrin i dit hjem.

Det er meget forskelligt fra person til person, hvilke hjælpemidler der er brug for, og i hvilket omfang den pågældende er nødt til at bruge hjælpemidler.

Formålet med bevilling af hjælpemidler fra det offentlige er netop at sikre, at du kan leve så selvstændigt og uafhængigt som muligt.

Ved vurderingen af, om du opfylder betingelserne for at få hjælpemidler af det offentlige, lægger serviceloven vægt på en helhedsvurdering af dig og dit behov. Typisk vil der komme en fysioterapeut eller en ergoterapeut ud for at gennemgå dine udfordringer og sammen drøfte forskellige løsningsmodeller med dig.